Den udstillede ikon

LEAD Technologies Inc. V1.01

 

 

 

 

 

 

Ikonen, som er udstillet under messen, er malet af tre unge mænd fra Cenacolo Fællesskabet. Den viser Anastasis, Opstandelsen. Som på alle ikoner, er baggrunden af guld det symbolske udtryk for evigheden. I centrum af ikonen er den opstandne Jesus Kristus klædt i en skinnende hvid tunika. Den hvide farve er symbol på renhed og opstandelsens herlighed. Den gyldne stola på hans arm er tegnet på, at Jesus Kristus er den første og sidste sande præst. De tre græske bogstaver i glorien på Kristus betyder, at Jesus er Alfa og Omega, den Første og den Sidste, Begyndelsen og Enden. Jesu øjne er malet således, at de kigger på beskueren uanset hvor, man står i forhold til ikonen. De himmelske cirkler på Jesu skuldre og den grønne mark er symboler på det himmelske rige. De to klipper ved siderne er tegnet på Helligånden, som omfavner universet. Til højre for Kristus står kong David, kong Salomon og profeten Elias. Til venstre står de retfærdige, som kun tæller tre på den originale ikon. Cenacolo Fællesskabet har tilføjet en fjerde person, som repræsenterer de af Cenacolos medlemmer, som allerede befinder sig i det himmelske rige. Jesus griber Adam og Eva ved armen, da de er symbol på hele menneskeheden, som er ødelagt af synd, og trækker dem ud af de dødes grav. Evas venstre hånd er dækket, da den er arvesyndens hånd. Den sorte farve er tegn på mørket, på døden og på det onde. Nøglerne, låsen og kæderne repræsenterer syndens slaveri. De tre nagler er fra Jesu lidelse og korsfæstelse, han, som gennem sin død og opstandelse brød den ondes lænker og befriede os fra syndens og dødens magt. Bemærk at fællesskabets tabernakel er indsat i ikonen – i mørket.