Velkommen

Førstkommende arrangement i kalenderen  (se alle arrangementer her):

I den hellige messe er hele Kristi universelle frelsesværk nærværende. Alt, hvad Jesus har gjort for os i sit jordiske liv, hans lidelse, korsoffer og opstandelse er til stede i eukaristien.

Jesus er selv til stede i messen som frelser.

Vi skal derfor deltage i messen med den samme indstilling som folk havde på Jesu tid: at møde ham for at blive frelst.

Frelse er forsoning med Gud og forsoning med mennesker. Frelse er befrielse fra onde magter. Frelse er helbredelse af hele vor person: ånd, sjæl og legeme. Frelse er nyt liv, guddommeligt liv, et liv i Helligånden.

Alle kan komme for at møde Jesus, menneskehedens læge, befrier, frelser og livgiver, som sagde: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv, ja liv i overflod” (Joh 10,10).

Vi vil bede ham om befrielse og helbredelse for os selv, for vore nærmeste, for familiens problemer (f.eks. alkoholisme) og for alle mennesker. Vi vil bede om forsoning dér, hvor der er fjendskab og uløste problemer, om forsoning med de afdøde i vores familie, om evig fred hos Gud for alle, som er gået bort, men stadig har brug for vor forbøn og kærlighed.

For at forberede dig til på en frugtbar måde at tage del i messen, skal du nøje overveje, hvad du vil bede om for dit eget vedkommende og for andre. Lav gerne dit stamtræ i 3-4 generationer med en beskrivelse af familiens problemer. Medbring dette til messen.

Men det allervigtigste er, at du møder op med et ønske om at få tilgivelse for dine egne synder og med vilje til at tilgive dem, der har gjort dig ondt.

For katolikker vil der være mulighed for at gå til skrifte en time inden messen. Alle er velkommen til en personlig samtale.

Messens hoveddele består af læsning af Guds ord – Guds ord har en mægtig virkende kraft -; af frembærelse af Kristi offer for vore og hele verdens synder; af modtagelsen af Kristi legeme og blod til helbredelse og evigt liv.

Selvom kun katolikker har mulighed for at gå til alters, kan alle, der ønsker det, få en velsignelse under altergangen. Også denne velsignelse er til helbredelse og liv.

Efter altergangen er der en stund med tilbedelse af Jesus. Det er øjeblikket, hvor vi åbner vort hjerte for ham og modtager hans helbredelse for os selv og for dem, vi særligt tænker på.

I forbindelse med messen er der mulighed for personlig forbøn.

Arrangementerne finder sted i:

Jesu Hjerte Kirke og menighedslokaler,
Stenosgade 4
1616 København V

www.jesuhjertekirke.dk

Forsonings– og helbredelsesmesse
Fortrinsvis den sidste fredag i måneden. Kl. 19.00 – ca. 21.00.
Indgang 4, kirken.
Skriftemål fra kl. 18.00 – 19.00 samt efter messen, hvor der også er mulighed for personlig forbøn og en kort samtale. Under messen kan du få indviet medbragt olivenolie, vand og salt.

Åben Dør
Fortrinsvis den 2. fredag i måneden. Kl. 18.00 – 19.30.
Indgang 4 A
Her kan du komme uden at have aftalt tid. Åben Dør giver mulighed for den lidt længere samtale og for personlig forbøn for dig, som har brug for åndelig hjælp til at blive sat fri af det, du kæmper med eller er kørt fast i.

Foredrag

Enkelte mandage kl. 19-21. (NB: Der er ikke planlagt foredrag 2016)
Indgang 4 B.
Med fokus på temaer i relation til Forsonings– og helbredelsesmessen. På hjemmesiden kan du lytte til tidligere foredrag.